Informationsaften i Aarhus 11. december
17. november 2014

Det danske velgørenheds-cykelhold Team Giv Håb er en voksende succes. Det startede med et enkelt hold i Odense for to år siden. Sidste år udvidede Team Giv Håb med et hold i København og i år arbejder de ihærdigt på at stable et hold på benene i Aarhus.

Informationsmøde 11. december
Holdet i Aarhus er så småt ved at være på plads, men der er stadig ledige pladser til ryttere fra Aarhus eller omegn.

Hvis det kunne være noget for dig, så kom til informationsmøde og hør mere. Informationsmødet holdes torsdag d. 11. december 2014 kl. 19 i FOFs lokaler i Bispegården, Fredensgade 36, 8000 Aarhus C.

Her vil de tre holdkaptajner fortælle uddybende om holdet, træningen og turen Danmark rundt til næste sommer i uge 32. Alle interesserede er velkomne.

Vil du være med?
Hvis du ikke kan komme til informationsmødet, men gerne vil høre mere eller melde dig som rytter eller servicemedarbejder,  så skriv en mail til holdkaptajn i Aarhus, Henrik Saugbjerg, på aarhus@teamgivhaab.dk.

Hvis du vil høre mere om et af de øvrige hold, så kontakt Jan Mathiasen på teamgivhaab@gmail.com.

Læs mere på Team Giv Håbs hjemmeside