Stort børneløb i dag til fordel for Børn, Unge & Sorg
20. maj 2015
TEAM_GIV_HAAB_SKOLELOEB_15

Onsdag den 20. maj 2015 er dagen, hvor alle børn og unge i Smørum er med til at gøre en forskel for andre børn og unge. De i alt 1.700 elever fra skolerne Boesager-, Balsmose- og Søagerskolen deltager nemlig i et særligt børneløb til fordel for Børn, Unge & Sorg.

Det er cykelholdet Team Giv Håb, der står bag løbet, som har til formål at sætte fokus på Børn, Unge & Sorg og de 140.000 børn og unge, som hvert år oplever, at deres far, mor eller søskende rammes af alvorlig sygdom eller dør.

Eleverne får en »sponsorkontrakt« med hjem, så de kan spørge deres forældre, bedsteforældre eller andre, om de vil være sponsor for deres indsats. Sponsorerne forpligter sig til at betale et selvvalgt beløb for hver kilometer, eleven løber på ruten ved Smørum Kulturhus den 20. maj.

Eleverne løber i hold på dagen, hvor der også er planlagt fælles aktiviteter på tværs af skolerne, så eleverne bliver godt rystet sammen og får en hyggelig og aktiv dag sammen.

Når eleverne ved, hvor mange kilometer, de har løbet, indsamles pengene og overrækkes samlet til Børn, Unge & Sorg.

Skolebesøg

Forud for løbet har psykologer fra Børn, Unge & Sorg været på besøg på de tre skoler og fortalt de i alt 1.700 børn og unge om vores arbejde i Børn, Unge & Sorg, og hvad man kan gøre, hvis ens kammerat oplever sygdom eller død i familien.

Se indslag i TV2 Lorry fra dagen:

børneløb-smørum_børn-unge-og-sorg-tv2-lorry

Billeder fra dagen:

børneløb_smørum_15_opvarmning2  børneløb_smørum_15_børn-der-løber4  børneløb_smørum_15_børn-der-løber