Så er der smagsprøver på de otte vinder-noveller
27. februar 2014
Forsidebillede-til-Du-er-ikke-alene-mindre

Endnu engang tillykke til de otte vindere og til alle jer mange andre, som har bidraget med jeres flotte og meget rørende noveller i vores novelle-konkurrence.

Herunder giver vi jer alle en lille smagsprøve på de otte vinder-noveller, som bliver udgivet som e-bog i løbet af foråret. Hold øje her på siden med, hvornår den udkommer, eller få automatisk besked ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev.

 

DU OG JEG, FAR
af Lærke Juul Hansen, 14 år

Før, hvor din stemme hørtes, er der blevet stille. Før, hvor dine øjne smilede, er der tomhed. Og før, hvor jeg kunne mærke din varme, er din hånd nu kold. Jeg klemmer den. Den velkendte bløde hud. Jeg prøver at indprente mig dine hænder. Den måde dine blodårer snor sig. Jeg kigger på dine arme. Dine arme er fyldt med blå og lilla mærker efter blodprøverne. Din hud er blevet så svag.

De andre har sagt farvel til dig, far. Eller prøvet på det. De kunne ikke acceptere det. Og det kan jeg heller ikke. Det var så svært, far, at komme ind ad døren til din hospitalsstue, efter at sygeplejerskerne har gjort dig i stand. Som du har ændret dig på den halve time, det tog. At se dig ligge med det hvide lagen viklet rundt om dig og den røde kaldesnor hvilende på dit bryst. Hvis du skulle vågne. Og det åbne vindue, som skal symbolisere, at din sjæl kan flyve ud. Alt sammen en rutine, men alligevel aldrig det samme. Det søde personale. De har været som en anden familie. Kærlige, omsorgsfulde og oprigtige mennesker. Min hospitalsfamilie, som nu har gjort dig så smukt i stand.

Men hvor er du smuk. Der er kærlighed og alvor i dit ansigt.

 

HÅB OG SORG
af Anna Rask Lybek Jensen, 14 år

Tårerne begynder at trille ned ad mine kinder. ”Mor, kan du så ikke blive rask?”. Min mor ryster fortvivlende på hovedet. Jeg bryder sammen, tårerne får frit spil. Mor holder mig tæt ind til sig. Hendes varme krop gør mig tryg. ”Du er det eneste, jeg har,” hulker jeg frem. Hun trykker mig tættere ind til sig. Jeg forstiller mig, hvordan det er aldrig at komme til at mærke hendes varme trygge krop holde om mig igen, aldrig at høre hendes blide stemme, aldrig at se hende igen. Jeg holder om hende og græder, jeg græder indtil, at jeg ikke har flere tårer. Hun holder stadig om mig. Jeg trækker mig væk fra hende og kigger hende i øjnene. Hun er rolig. Hun smiler blidt til mig. ”Mor jeg elsker dig”, jeg snøfter. Hun får tårer i øjnene ”Jeg elsker også dig”, siger hun. Jeg smiler, men indeni føler jeg ikke andet end en gennemborende smerte.

 

DE FUCKING 10 MINUTTER
Af Lauge Winther, 12 år

Jeg husker det tydeligt. Den morgen da min mor kom ind. Jeg lå og sov. Hun sagde, at jeg skulle finde mine vigtigste ting og tage dem med ned i stuen. Jeg fandt min bamse, Albert, mine tuscher og gik ned i stuen. Hvad sker der nu? Skulle jeg ikke i skole? Jeg kom ned, stadig i nattøj med min bamse i hånden. Min far havde pakket dyner og en køletaske med mad. Jeg var fuldstændig forvirret nu. Hvad sker der? Vi gik ud i bilen og kørte. Min mor vendte sig om og sagde: ”Moster Pia har ringet og sagt, at morfar er meget syg”. Jeg vidste godt at morfar var på hospitalet. Han havde været der mange gange, men altid kommet ud. Det ville han vel også nu.

Vi kørte ud på motorvejen, og satte kursen mod Jylland. Vi spiste nogle boller, som min far havde lavet. Jeg kunne se på mor, at der var noget galt, men turde ikke spørge. Alle sad bare i deres egen verden. Som at sidde i en lukket papkasse. Det var den mest stille tur til Jylland nogensinde. Vi plejede altid at høre musik og have det sjovt, men nu var det anderledes.

 

DET KUNNE VÆRE DIG
Louise Ladegaard, 15 år

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive en del af en kræfthistorie. Disse historier der altid fandt sted i andre byer og i andre familier, i andre vennekredse og i fiktionens verden. Denne gang havde det været mig, der var blevet ramt. Havde været en biperson i en kræfthistorie med min mor som hovedperson. Min mor som ligger ubevægelig under gravstenen foran mig. Under himlen. I himlen. Et sted, hvor jeg ikke kan nå hende, selv om jeg er 1,90 høj og stadig vokser. Højere end de fleste andre, men alligevel vil jeg aldrig kunne nå hende. Mens jeg lever. Mens jeg stadig står her og trækker vejret med min lette skoletaske på ryggen og mine nye Converse sko, der er blevet fuldstændig mudret til af gåturen herhen.

 

NYT HÅB
Af Josephine Skjoldbirk Andersen, 14 år

Himmelen var helt mørk. Det var koldt. Det havde været efterår i lang tid. Faktisk ville næsten alle sige, at det snart var vinter. Men jeg frøs ikke. Jeg tog hånden op til mit hår og prøvede at fjerne min hårelastik. Ikke engang det kunne jeg klare. Jeg hev og sled i den. Da jeg endelig fik den ud, tabte jeg den ned på graven. Ned på den jord, hvor der skulle plantes græs, ligesom min far og jeg havde aftalt. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Sådan som de havde gjort den sidste uge, de sidste to uger? Det var efterhånden ikke til at huske, hvor lang tid der var gået, siden hun døde. Siden min mor døde.

Det eneste jeg tænkte på var, hvordan hun var, før hun fik kræft. Hendes stemme, hendes smil. Måden hun var på omkring mig. Hvor meget jeg elskede hende, hvor meget jeg elsker hende nu. Jeg tænkte på den eneste person, der kunne give mig håb. Den person jeg havde kendt i 15 år, som kendte mig ud og ind. Hun var den, jeg havde brug for nu.

Jeg var så træt. Alle var gået, der var kun mig tilbage ved graven. Mine ben kunne ikke holde mig længere. Jeg faldt ned på græsset. Jeg sad bare der og tænkte. Jeg tænkte kun på hende. Jeg glemmer aldrig den dag, hvor hun kom hjem fra hospitalet og fortalte, hvad der var i vejen med hende.

 

SAMLET TIL FORSTÅELSE
Af Johanne Balslev, 14 år

”Ingenting gav mening” for ”det var som et lyn fra en klar himmel”. Der var så mange talemåder, som jeg pludselig forstod.

Jeg er i bad, og jeg nyder det. Jeg er et tog, mit liv er skinner. Jeg er et tog på skinner, og jeg har kontrol.

“Johanne, Johanne!” Det er min mor, der er kommet hjem. Jeg kan høre hendes hastige skridt føre hende mod badeværelset, jeg trækker badeforhænget fra. “Slut badet og kom med mig. Nu!” Hun siger det i et tonefald, jeg ikke kan placere. Hvorfor trækker hun mig ud af badet på den måde? Hvorfor… ”Tusind spørgsmål”, den første talemåde rammer mig. Tusind spørgsmål driver ned over mig sammen med vandet, jeg nu slukker for, men spørgsmålene, de kommer stadig.

Jeg ænser ikke mine våde fødder på vores gulv, jeg ænser kun badekåben, som får mig til at føle mig lille. Mor vil have, jeg sætter mig i sofaen. Hun ser fjern ud. “Jeg har altid håbet, jeg aldrig skulle fortælle dig det her… Far er død”. Jeg skriger, kun ganske kort, men alligevel, jeg skriger, og det gør jeg ellers aldrig. Jeg kan ikke mærke mine ben, hvad sker der med mig? Jeg kan ikke mærke mine ben. Jeg springer op, de virker stadig. Mine hænder bliver slynget op til hovedet, jeg virker stadig, men jeg føler mig hul. “Nej! Nej, nej, nej, nej”. Det kan ikke være sandt! Virkeligheden rammer mig, sandheden. Forståelsen er min fjende nu, for jeg forstår ingenting, ingenting. Toget er forulykket, og skinnerne er splintret.

 

SORG
Signe Gyberg Jensen, 12 år

Ordene, der kom ud af hendes mund, virkede uvirkelige, usande. Men jeg vidste, at det ikke var tilfældet. Jeg havde vidst det siden i nat, hvor min lillesøster var vågnet og havde kaldt på far. Jeg følte ingen sorg, eller det tror jeg ikke, jeg gør. Det føles bare tomt, som om der er en, der har låst alle mine følelser ude. Følelserne føltes uvirkelige. Alt føles uden for min rækkevide. Glæde var væk, håb var forsvundet, og sorg var uvirkeligt.

”Du kan godt blive hjemme.” Mor sad ved min side. Hendes ansigt var strimet af tårer. Mine øjne var for tørre til at græde. At græde hjalp heller ikke. Det bragte ham jo ikke tilbage. Mor tog min hånd: ”Det er okay at blive væk fra skolen.” ”Nej, jeg går i skole.” Det skulle jeg, vi havde test i dag, og læreren havde sagt, at det var vigtigt at komme. Mor kiggede bekymret på mig. ”Jeg er okay”, sagde jeg. ”Okay, men du går bare hjem, hvis det bliver for meget.” ”Selvfølgelig”, svarede jeg og rejste mig fra sengen og gik over til mit klædeskab. Mor gik stille ud af rummet.

Jeg fandt mit lyseste tøj frem og kiggede mig i spejlet. Mit ansigt viste ingen følelser. Jeg skruede mit største smil på og gik ud af døren. I gangen greb jeg min skoletaske. Jeg orkede hverken at spise morgenmad eller børste tænder.  Jeg gik bare ud ad døren. I værelset ved siden af kunne jeg høre min lillesøster græde. Så smækkede døren bag mig, og jeg var ude af den triste verden og ude i den glade verden. Alligevel virkede den ikke glad. Triste grå skyer dækkede himlen og en stille regn silede ned.

 

TÅGEN LETTER
Af Rosa Bundsgaard, 13 år

Jeg åbner skuffen langsomt. Jeg ved godt, hvad der er i den. Mit hjerte dunker hårdt i brystet. Jeg vil gerne se den igen. Bare en sidste gang. Jeg ved godt, at det vil vække noget i mig, som jeg ikke har brug for lige nu. Men jeg vil gerne se den. Se mig selv i den. Føle dens kolde metal mod min hud. Jeg ved, jeg ikke vil turde mere end det. Det er også nok. Så kan jeg forhåbentlig få fred. Jeg har drømt om den hver nat, siden den dag. Har forstilet mig, hvordan jeg stod på en scene. Publikum med tårer i øjnene, der svajer frem og tilbage. Mig der spiller den sidste tone på min tværfløjte. Flot og fyldig klang. Folk der klapper og pifter. Og så ser jeg hende. Nede mellem de andre. Mor. Hun sidder med hendes klare øjne, der stirrer. Intet udtryk. En statue med blod i håret … Og så er det, jeg vågner.

Med sved på panden sætter jeg mig op. Og så kan jeg ikke sove mere. For det meste er klokken syv minutter i fire. Så mine render under øjnene bliver mørkere og mørkere. Det hjælper heller ikke at jeg vender og drejer mig om aftenen. Jeg kan aldrig falde i søvn. Mørket er så uhyggeligt. Det lægger sig som et tæppe rundt om mig. Det trækker mig med ind i helvede. Sårer mig og efterlader mig alene …

Der. Lige der ligger den. Den venter på, at nogen vil spille på den. Den venter på, at jeg vil spille på den. Min hånd bevæger sig langsomt ned mod den. Rystende. Jeg er bange. Hvad nu hvis det bare gør det hele værre? Men det kunne også give mig ro? Og hvad har jeg egentlig at miste? Den sidste gnist, der gør, at jeg kan holde ud at leve? Ville jeg kunne tåle at miste den?