Flot præsentation af Du er ikke alene på Aarhus Hovedbibliotek
24. januar 2014
foto 2

I går præsenterede vi novellesamlingen “Du er ikke alene” ved et større arrangement på Aarhus Hovedbibliotek, hvor der blev sat fokus på, hvor vigtigt det er at tale om de svære tanker og føleler, når en i familien rammes af alvorlig sygdom eller dør.

Fire lokale 6. klasser deltog til arrangementet, hvor forfatter Kirsten Sonne Harild læste op af sin novelle fra novellesamlingen og gav gode råd til, hvordan man kan skrive sin egen novelle.

I løbet af dagen var der oplæg ved Anne Marie Maribo, som er psykolog i Børn, Unge & Sorgs rådgivning i Aarhus. Derudover underholdt operasanger Jens-Christian Wandt og pianist Alexander McKenzie.

Arrangementet blev dækket af TV2 Østjylland – se indslaget:

tv2 østjylland

 

Du er ikke alene

Du er ikke alene er en samling smukke og rørende noveller til børn – og ikke mindst deres forældre – skrevet af nogle af landets mest anerkendte børnebogsforfattere; Kenneth Bøgh Andersen (forfatteren bag Antboy), Kirsten Sonne Harild, Ida-Marie Rendtorff og Merlin P. Mann.

Alle fire noveller handler på hver deres særlige måde om at miste et nært familiemedlem. Novellerne er ikke blot gode, underfundige historier for børn og voksne, de er samtidig et godt udgangspunkt for refleksioner over og samtale om de store temaer liv, død, håb og sorg.

Novellerne er illustreret af nogle af Danmarks bedste illustratorer: Rasmus Jensen, Jan Solheim, Otto Dickmeiss og Leo Scherfig.

Novellesamlingen koster 29,95 kr. og kan købes i Arnold Busck, Bog&Idé, Boghandleren, Bøger&Papir og BabySam. Den kan også købes via Dafolo og saxo.com, hvor den også findes som e-bog.

Forsidebillede til Du er ikke alene mindre