Dødsjovt? – Giv Håb med humor
1. maj 2014

Torsdag d. 8. maj lancerer vi Giv Håbs næste event i samarbejde med Anders Morgenthaler.

Med Dødsjovt? – Giv Håb med humor prøver vi gennem humoren en ny vej i kampen mod det tabu, der omgærder sygdom og død, og som er med til at isolere og gøre sorgen endnu tungere for familier, hvor en far, mor eller et barn kæmper med alvorlig sygdom eller har tabt kampen.

Striber om danskernes egne oplevelser

Fra 8. maj til 8. juni vil man kunne opleve en række af Morgenthalers velkendte striber og animerede film. Blandt andet på Dødsjovt.dk vil man hver uge kunne finde nye striber og film, som alle tager udgangspunkt i danskernes egne oplevelser med situationer, hvor humoren har spillet en forløsende rolle i en ellers trist og tung tid med sygdom eller død.

Håb om refleksion og dialog

“Gang på gang hører vi de børn og unge, der kommer i rådgivningen, fortælle om den mur af tavshed, de støder på i deres omgivelser”, fortæller Børn, Unge & Sorgs direktør Preben Engelbrekt: “Tavsheden gør, at man oven i sin sorg også føler sig anderledes og alene, fordi ingen tør tale om det og derfor lader som, intet er hændt, selv om det i virkeligheden er det værst tænkelige, der er sket. Og det er frygteligt, når flere undersøgelser viser, at dem, der har nogen at tale med, klarer sig langt bedre end dem, der ikke har. I Børn, Unge & Sorg arbejder vi derfor intenst på at nedbryde tabuer ved igen og igen at tale om sygdom og død. Med denne indsats håber vi at kunne skabe refleksion og dialog på en lidt anderledes måde, som forhåbentlig kan sætte fokus på området og være med til at nedbryde bare lidt af tabuet og tavsheden.”

Følg med fra 8. maj på www.dødsjovt.dk, Giv Håbs Facebook-side og Wulffmorgenthalers Facebookside.

 

Hør Anders Morgenthaler fortælle om projektet:

 

Se Aftenshowets indslag om “Dødsjovt?” d. 1. maj:

aftenshowet 1 maj 2014

Du kan stadig nå at være med

Har du selv lyst til at bidrage med en eller flere historier, som Anders kan omsætte til tegninger, striber og/eller animerede film, kan du stadig nå det.

  • Det kan fx være om situationer under et sygdomsforløb, hvor du
    sammen med din familie har oplevet, at humoren var med til at
    forløse et trist og svært øjeblik og gjorde, at I gennem smil og grin
    kunne finde de ekstra kræfter frem, der skulle til for, at I i
    fællesskab kunne se fremad.
  • Det kan være, at du har mistet pludseligt og i den efterfølgende
    sorgproces har oplevet, hvordan humoren mellem dig og dine
    nærmeste bidrog til, at I bedre kunne rumme og håndtere sorgen
    sammen og hver for sig. Måske i måden I mindes jeres afdøde, eller
    måden I som pårørende forholdt jer til hinanden gennem sorgforløbet.
  • Det kan være situationer, hvor din syge forælder eller søskende
    formåede at bruge selvironi til at lindre de sammenhænge,
    hvor der ellers manglede ord.

Sådan gør du:

  • Send op til én A4-side til soren@north-east.dk, hvor du beskriver historien.
  • Husk at anføre dit telefonnummer i dokumentet, så vi kan kontakte dig.
  • Din historie behøver ikke at være lattervækkende sjov, men at det er
    ligeså stærkt med en varm og humoristisk undertone – at der er et glimt af
    håb, grin/smil og glæde.

Hvis Anders Morgenthaler går videre med din historie, du blive kontaktet af ham pr. telefon og sammen gennemgår I historien, så hans fortolkning stemmer overens med  din oplevelse. Hver tegning, stribe og/eller animerede film vil også altid blive beskrevet i nogle få linjer, så man altid forstår baggrunden for historien.

Se tidligere Giv Håb-events
Læs om Børn, Unge & Sorg, der står bag Giv Håb