DU ER IKKE ALENE 2 – lancering 18. september
16. september 2014
Du er ikke alene 2_Ebog_forside

Torsdag d. 18. september udkommer ”Du er ikke alene 2” med de otte vindernoveller fra Giv Håbs novellekonkurrence sidste efterår.

“Du er ikke alene”
Novellekonkurrencen blev lanceret samtidig med udgivelsen af den første “Du er ikke alene“-novellesamling, som er skrevet af fire danske børnebogsforfattere: Kenneth Bøgh Andersen, Kirsten Sonne Harild, Ida-Marie Rendtorff og Merlin P. Mann.

De fire noveller handler på hver deres særlige måde om at miste et nært familiemedlem. Novellerne er ikke blot gode, underfundige historier for børn og voksne, de er samtidig et godt udgangspunkt for refleksioner over og samtale om de store temaer liv, død, håb og sorg.

Novellekonkurrence mundede ud i “Du er ikke alene 2″
I forbindelse med lanceringen sidste år, blev der samtidig udskrevet en landsdækkende skrivekonkurrence, hvor alle landets børn og unge fra 10-15 år blev opfordret til selv at skrive en novelle frit over temaerne ’håb’ og ’sorg’.

Mere end 150 noveller blev sendt ind af børn landet over, og de fire børnebogsforfattere udvalgte i alt otte noveller, som nu udgives til glæde og inspiration for andre børn og unge.

Alle noveller er smukt illustreret af de samme kunstnere, som også illustrerede “Du er ikke alene″; Stine Hvid, Jan Solheim, Otto Dickmeiss og Leo Scherfig.

Sorgen bliver nemmere, når man deler den med andre
14-årige Johanne Balslev, som er en af de otte unge forfattere, var tirsdag d. 16. september inviteret i Aftenshowet for at fortælle om sin novelle.

I indslaget herunder kan du blandt andet høre hende fortælle om, hvordan dét at skrive og på den måde dele sin sorg med andre har hjulpet hende med at forstå sit tab og lære at leve med det:

johannebalslev i DRs aftenshowet 16 september 2014


De otte unge forfatterspirer er – følg linket for hver enkelt og læs mere:
Anna Rask Lybek Jensen på 14 år, “Håb og sorg”
Lauge Winther på 13 år, “De fucking 10 minutter”
Louise Ladegaard på 15 år, “Det kunne være dig”
Lærke Juul Hansen på 15 år, “DU OG JEG FAR”
Josephine Skjoldbirk Andersen på 14 år, “Nyt håb”
Johanne Balslev på 14 år, “Samlet til forståelse”
Signe Gyberg Jensen på 13 år, “Sorg”
Rosa Bundsgaard på 14 år, “Tågen letter”

Bøgerne kan købes på saxo.com
Begge bøger kan købes på www.saxo.com (“Du er ikke alene 2″ udgives kun som e-bog og kan først købes fra d. 18.9.14). Prisen er 29,95 kr. Overskuddet går ubeskåret til rådgivning af de børn og unge, der søger hjælp i Børn, Unge & Sorgs rådgivninger.